Vigtig info: Klubben genåbner i august

Den aktuelle situation med risiko for spredning af Corona (Covid-19)-virus har gjort det nødvendigt at forlænge lukningen af klubben, så ALLE aktiviteter frem til sommerferien er aflyst.

Til gengæld ligger det nu fast, at vi genåbner klubben i august. Den præcise dato og genåbningsplan vil blive offentliggjort senere på måneden.

Kultur- og fritidslivet er en del af genåbningens fase 3, der indledes den 8. juni, men vi savner fortsat klare meldinger fra myndighederne om betingelserne herfor. Vi følger de regler, regeringen og Folketinget vedtager, anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen og Kulturministeriet samt Allerød Kommunes retningslinjer for at bruge kommunens lokaler.

Når denne information er tilgængelig, vil vi i bestyrelsen fastlægge et foreløbigt program for næste sæson, hvor der tages højde for de overordnede planer for dansk skak, herunder holdturnering, DM, pokalskak m.m.

Juniortræning, skakcafé og klubturnering udsat til næste sæson
Juniortræning og skakcafeen er desværre aflyst for resten af denne sæson. Disse aktiviteter vil blive genoptaget efter sommerferien. Det samme gælder klubturneringen 2019-2020, hvor der mangler tre runder.

Spil skak på nettet:
Vi har oprettet en virtuel skakklub på chess.com, Allerød Internet Skakklub, hvor vi spiller turneringer og hyggeskak. Vi håber, at mange af klubbens medlemmer vil bruge muligheden.

Sidste runde i holdturneringen:
Fællesafslutningen i A-rækken, der skulle være spillet i Allerød, er også aflyst. Der er p.t. ved at blive fundet en løsning på at få turneringen færdigspillet. Det kan blive som enkeltkampe hos hjemmeholdene eller ved en ekstra fællesafslutning. Mere info følger.

På klubbens hjemmeside vil vi løbende opdatere om situationen med nyhedsartikler og reviderede sæsonplaner.