I Kristi Himmelfartsferien var otte af klubbens medlemmer på besøg hos venskabsklubben Schachfreunde Nord-Ost Berlin. Turen handler mest om det sociale, men der bliver også spillet seriøs skak undervejs, nærmere bestemt den traditionsrige Günther Schmidt Gedenkturnier.
Turneringen fik i år en vinder fra Allerød, da Peter Larsen vandt i et stærkt felt med 6 point af 7, og dermed skal der igen indgraveres et dansk navn på pokalen, 20 år efter at Ebbe Schultz vandt turneringen.
Ebbe spillede også en god turnering og blev nr. 5 af 26, mens formanden endte på samme pointtal som vinderen af ratinggruppe B (indtil 1750), men dog med klart dårligere korrektion. Turneringen blev afviklet som 7 runder hurtigskak med 20 minutter pr. parti til hver spiller.
Om et år kommer tyskerne på besøg i Allerød, og derfor bliver Allerød Knock Out Hurtigskak 2020 afholdt i Kristi Himmelfartsferien.