Klubben lukket resten af december som følge af Corona/Covid 19-restriktioner – Nordsjælland Weekend EMT aflyst

Myndighederne har indført nye restriktioner som følge af Corona/Covid 19-situationen. Derfor må vi med stor beklagelse foretage endnu en midlertidig og øjeblikkelig nedlukning af klubben.

Nedlukningen vil vare resten af december, men kan komme til at strække sig ind i januar. I resten af december er ALLE klubaktiviteter aflyst, hvilket både omfatter turneringer, klubaftener, træning, juniortræning og skakcafé.

Juleafslutningerne for børn og voksne må desværre også aflyses i år. Præmieoverrækkelsen forventes at ske ved generalforsamlingen i februar.

Vi håber at genåbne juniorafdelingen den 7. januar, men det afhænger af restriktionerne til den tid.

Myndighederne har oplyst, at der vil gælde restriktioner i kultur- og fritidslivet til og med slutningen af februar. På hvilken måde, de rammer skakken, vides endnu ikke.

På baggrund heraf er det desværre nødvendigt at aflyse Nordsjælland Weekend EMT 2021. Alle tilmeldte spillere vil få refunderet deres indskud.

Programmet for januar forventes at blive stærkt påvirket af de nye restriktioner, men vi vil forsøge at holde så meget åbent som muligt.

Allerød Lynmesterskab flyttes indtil videre til den 18. februar.

De programsatte kampe i klub- og holdturneringen kan ikke forventes spillet i januar. Vi vil dog forsøge at få gennemført så mange kampe som muligt i klubturneringen. Mere info følger.

Skakcafeen forventes at være lukket i hele januar.

Vi opfordrer medlemmerne til at holde sig opdateret via klubbens hjemmeside og Facebook-profiler.

Husk også, at du som medlem af ASK kan deltage i klubbens ”tvilling” på nettet, Allerød Internet Skakklub. Vi spiller hurtig- og lynturnering hver onsdag og under nedlukningen også om torsdagen. Det er gratis for klubbens medlemmer at være med, og det foregår her på chess.com: chess.com/club/allerod-internet-skakklub

På bestyrelsens vegne,
Jakob Werner, formand