Oprykning!

Med en sikker sejr på 5½-2½ over Bornholm lykkedes det sensationelt
førsteholdet at rykke op i landets næstbedste række, 1. division. 3. holdet rykker
op i A-rækken, mens de øvrige hold også klarede sig fint.

Allerød var søndag den 10. marts vært for afslutningen i 2. division gruppe 1, hvor 64
skakspillere var samlet i klubbens fine lokaler i Kulturhuset på Skovensvej.
På forhånd var det næsten givet, at Brønshøj 2 ville vinde rækken, medens Nørrebro og
ØBRO 3 måtte forlade den. Men de øvrige fem hold kunne med dygtighed og held ende
på en af de tre øverste pladser som gav adgang til oprykning til første division.
På grund af divisionsreformen var der ekstra meget på spil: Nr. 1, 2 og 3 rykkede op,
mens nr. 4-8 alle måtte tage den tunge tur ud af divisionsturneringen.

Dramaet parti for parti

Først færdig var klubmester Jesper Schultz-Pedersen som på kun halvanden time havde nedkæmpet Bornholms mest erfarne spiller Rune Andersen. Da tidnøden nærmede sig, havde Jan T. Kaya-Mortensen vundet mod unge Magnus Mejlvang, Hasso Schütze tabt mod stærke Mads-Holger Bang Jacobsen, og Morten Togsverd-Bo havde reddet en svær stilling til remis mod Kim Heiner-Larsen.

De øvrige matcher var fortsat uafklarede. Brønshøj 2 fik den forventede sejr mod ØBRO 3. Sjælsø var i gang med at vinde stort mod Nørrebro. Frederiksberg mod Helsingør tegnede ret lige, så vi var ret optimistiske over udsigten til selv at kunne afgøre sagen.

Per S. Sørensen havde teknikken i orden og kørte et vundet dronningeslutspil hjem til sejr mod den anden af Mejlvang-sønnerne, Mikkel, medens Peter Larsen på førstebrættet fik lov til at afslutte med en fiks kombination, hvor han midlertidigt ofrede dronningen. Det fik Casper Radil til at opgive straks.

Flemming Bo Larsen havde længe stået næstbedst mod Jens Peter Mejlvang og tabte. Tilbage sad Lars Pedersen med en lidt bedre stilling. De øvrige matcher var fortsat uafklarede, så Lars fortsatte og vandt sikkert. Dermed var andenpladsen og oprykningen klar.

Det blev Sjælsø der følger Brønshøj 2 og Allerød op i 1. division, da de med en sejr på 6-2 mod Nørrebro sluttede et mulehår foran Frederiksberg der slog Helsingør meget sikkert 5½-2½.

Allerød blev en overraskende nr. 2 i divisionen takket være en blanding af gode spillere, få afbud, gode forberedelser og godt sammenhold. Det bliver også en forudsætning for at fortsætte succesen næste sæson, hvor en meget stærk gruppe venter.

3. holdet rykker op

Samtidig med dramaet i Allerød var 2. holdet i kamp i Helsingør, hvor der var fællesafslutning i Mesterrækken. Sidste kamp mod Hillerød 3 skulle gerne vindes, da antallet af nedrykkere var ukendt på grund af divisionsreformen. Den mission lykkedes med en sejr på 4½-3½, og ASK-2 blev dermed samlet nr. 4 i rækken efter en fin sæson.

3. holdet rykker op efter at have vundet B-rækken i overbevisende stil. I sidste runde var der kun den finesse tilbage, at 4. holdet i teorien kunne overhale ASK-3. Efter 1½ times spil havde formanden spillet remis, og den halve sikrede oprykningen matematisk.

Det sluttede med en sejr på 4-2 over Frederiksværk 1, mens 4. holdet vandt med samme cifre over Frederikssund 2. Dermed snuppede ASK-4 andenpladsen i rækken lige efter 3. holdet!

5. holdet var undertippet i C-rækken, men sluttede af med 2-2 mod storfavoritterne fra Egedal-Jyllinge. Da det tidligere på sæsonen også blev til en sejr, undgår holdet sidstepladsen. En fin indsats.

Samlet set blev det en fantastisk holdsæson, hvor det ud over stærke resultater også lykkedes at få nye og unge medlemmer med i holdskakken. Næste sæson byder på store sportslige udfordringer, men med medlemsfremgang og dygtige træner er der grund til optimisme.

Se slutstillingen i 2. division gruppe 1 her

Se slutstillinger i 8. hovedkreds’ holdturnering her