Genåbning på vej – aflysning af klubturneringen – generalforsamling udskydes igen

I de kommende uger er der udsigt til, at foreningslivet – herunder Allerød Skakklub – kan genåbne oven på en vinter præget af corona-restriktioner. Vi afventer fortsat klare retningslinjer fra myndigheder om, hvornår og hvordan skakken kan genåbne, og indtil videre gælder følgende:

Juniorafdelingen forventes at genåbne først og uden krav om corona-pas. Tidligst mulige genåbningsdato er den 22. april, men det er ikke bekræftet. Vi vil forsøge at gennemføre et så normalt program for juniorerne som muligt i den resterende del af sæsonen.

For de voksne forventes genåbning 6. maj eller 27. maj med krav om corona-pas. Resten af sæsonen bliver efter en nødplan uden et egentligt program, men vi vil forsøge at skabe nogle turneringsaktiviteter (f.eks. hurtigskak).

Klubturneringen er aflyst. Bestyrelsen har enstemmigt truffet denne beslutning, som vi beklager meget. Men med seks udsatte runder kan det ikke længere lade sig gøre at gennemføre turneringen på en forsvarlig og sportslig korrekt måde. Vi kan dermed ikke kåre en klubmester i år, ligesom der ikke er oprykning. De spillede partier rates, og alle deltagere får tilbudt tilbagebetaling af indskuddet. Spillerne får direkte besked pr. e-mail.

Generalforsamlingen må igen flyttes. Den forventes afholdt i august eller begyndelsen af september.

Allerød Lynmesterskab spilles efter sommerferien, spilledag oplyses senere.

Skakcafeen aflyses resten af sæsonen, men genåbner efter sommerferien.

Allerød Knock Out Hurtigskak er nu endegyldigt aflyst. Turneringen vender tilbage i 2022.

Vi vil endnu engang takke klubbens medlemmer for den store forståelse, der har været for de alt for mange aflysninger i det seneste års tid.

Som tak for jeres tålmodighed og opbakning planlægger vi at arrangere en ”genåbnings-event” i den nye sæson.

Følg med på klubbens hjemmeside og på Facebook for yderligere info om genåbningen i de kommende uger og måneder.

På bestyrelsens vegne,
Jakob Werner
Formand