Med sorg og vemod har vi erfaret, at vores gode klubkammerat og mangeårige æresmedlem af Allerød Skakklub, Johannes Jensen, er død. Han døde nytårsaften og blev 88 år.

Johannes ydede gennem årene en stor indsats for Allerød Skakklub i og uden for bestyrelsen. I 16 år varetog han en af de tunge bestyrelsesposter som kasserer. Det skete med stor omhu og godt købmandskab i tæt samarbejde med skiftende formænd, hvilket udløste et særdeles velfortjent æresmedlemskab.
Lige så vigtigt som de officielle poster er det at fremhæve Johannes’ altid positive, venlige og hjælpsomme indstilling. Han tog en stor tørn som kantinemand og havde også overskud til at hjælpe nye spillere godt i gang i klubben. På skakbrættet blev der mest spillet for hyggens skyld, men Johannes var gennem alle årene aktiv i klubbens turneringer. Han vandt så sent som i 2016 en af basisgrupperne i Nordsjælland Weekend EMT med 4½ af 5 point.
De senere år begyndte helbredet at drille, og vi så mindre til Johannes på klubaftenerne. Men hans uselviske indstilling var uændret. På et tidspunkt skrev han til mig, at han gerne ville meldes ud af klubben, fordi han som kontingentfrit æresmedlem ikke ville være en byrde. Jeg måtte så meddele ham, at vi selvfølgelig ikke kunne acceptere hans udmeldelse, fordi vi satte så stor pris på ham og hans indsats. Heldigvis fik vi ham ’overtalt’ til at blive som æresmedlem.
Skak var sammen med frimærker de store fritidsinteresser, men mest tid gik der med arbejde – Johannes var en glimrende købmand – og familien. Han efterlader sig hustruen gennem mange år, Mona, to voksne sønner og to børnebørn.
Æret være hans minde.
På bestyrelsens vegne,
Jakob Werner
Formand, Allerød Skakklub