NY KLUBMESTER

Jesper Bruun ny klubmester efter tæt omkamp

Der var lagt op til en spændende omkamp om klubmesterskabet, da den forsvarende mester Jesper Schultz-Pedersen store bededags-aften mødte udfordreren Jesper Bruun. De to gange Jesper var begge sluttet på 4½/7 point i gruppe 1, og reglerne dekreterede omkamp.

Efter en omgang varme hveder blev der taget hul på omkampen, mens de øvrige medlemmer multitaskede som tilskuere og deltagere i en 7-runders hvedelyn.

Klubmesterskabet skulle afgøres med to partier hurtigskak (25 minutter pr. spiller pr. parti). Ved 1-1 skulle der spilles lyn (5 minutter), og ved fortsat uafgjort skulle mesterskabet afgøres i et enkelt armageddon-parti.

Det første hurtigparti resulterede i gevinst med de store brikker til JSP, der dermed havde pole position til at forsvare klubmesterskabet. Men i det andet parti blev det også sort gevinst, idet Jesper Bruun fik etableret et kæmpe pres med blandt andet nogle aktive springere mod JSP’s noget passive stilling.

1-1 og over til lynskakken! Det blev en sejr på 2-0 til Jesper Bruun, hvor den anden gevinst blev sikret med et sekund tilbage på klokken.

Dermed kan vi sige til lykke til Jesper Bruun med det første klubmesterskab. Klubmesteren holder i øvrigt oplæg den 12. juni, og ugen efter – 19. juni – er der sæsonafslutning med præmieoverrækkelse.