Sæsonplanen for 2016-17 er klar med spændende nyskabelser

BGKaiNielsonCHessa_-_Kopi

Til august begynder sæsonen igen i Allerød Skakklub, og du kan nu se sæsonplanen, der indeholder en række spændende nyskabelser.

Som noget helt nyt indfører vi en træningssamling af en hel dags varighed, hvor alle klubbens medlemmer kan tilmelde sig. Det sker lørdag den 1. oktober, hvor der blandt andet vil være et oplæg fra 1. holdstræner GM Carsten Høi, træningsøvelser og små turneringer. Formålet er både at øge spillestyrken, at give ny inspiration til selv at træne videre – og samtidig have en hyggelig dag sammen. Mere info om træningsdagen følger snarest, men reservér datoen i kalenderen!

I foråret 2017 indfører vi også en ny 5-runders EMT, der afvikles efter samme koncept som ASK EMT i september.

En anden nyskabelse er en hurtigskakturnering, som spilles over hele sæsonen. Her kan man spille lige så mange eller få partier, man har lyst til. Turneringen vil således være fremragende til at holde skakformen ved lige eller til at afprøve nye åbnings-ideer. Der vil være to partier pr. klubaften på de 12 udvalgte datoer.

Der er indskrivning fra kl. 19.30, og første kamp spilles 19.45, sådan at juniorspillere har mulighed for at spille i hvert fald ét parti mod de voksne, uden at det bliver for sent på aftenen. Dette er et af flere nye initiativer på juniorfronten.

Og så starter vi et særligt hold for voksne begyndere. Begynderne vil blive tilbudt deltage i et forløb med 10 undervisningslektioner af en times varighed fra kl. 18.30 til 19.30, således at de har mulighed for at deltage i klubbens almindelige aktiviteter og måske prøve sig selv af i turneringspartier efter træningen.

I det hele taget bliver der flere muligheder for træning i den kommende sæson. 1. holdet vil kombinere træningen med GM Carsten Høi med online-træningssessioner, og der vil også blive afholdt træninger for 2.-3. holdet. I tillæg hertil kommer to tematurneringer i august, hvor et par af 1. holdets spillere vil sætte fokus på midtspillet og skakforståelsen.

Sæsonplanen indeholder naturligvis også klubturnering, holdturnering, ASK EMT i september samt diverse sociale arrangementer, herunder Möllegårds-tur i april og Berlin-tur i maj.

Endelig vil jeg minde om, at den traditionsrige venskabsmatch mod Hillerød spilles torsdag den 8. december 2016 (vi har hjemmebane), og at der er simultan med GM Carsten Høi den 6. april 2017.

Rigtig god sommer – og vel mødt til en ny og spændende sæson i Allerød

Se aktivitetsplanen her

På bestyrelsens vegne,

Jakob Werner
Formand