Som skrevet af Jesper Scherling Fris blev jeg i går valgt til ny formand for klubben! Det er en spændende opgave, som jeg glæder mig rigtig meget til. Jeg afløser Steen Hagstrøm, der har ydet en kæmpe indsats for klubben gennem mange år – tak til Steen for det. Heldigvis fortsætter Steen i bestyrelsen, hvor vi i det hele taget har “rystet posen” med hensyn til ansvarsområder. Ebbe Schultz takkede af efter 30 års bestyrelsesarbejde og han afløses af Anders Rossen-Jørgensen, de…r allerede er i fuld gang som juniortræner sammen med Jesper Schultz Pedersen. Tak til Ebbe for indsatsen gennem de mange år og velkommen til Anders!
Jeg er i disse uger i gang med at sætte mig ind i alle detaljer om klubben, alt lige fra turneringer og økonomi til juniortræning og rammerne for 1. holdet.
Jeg vil snart på klubbens hjemmeside skrive lidt mere uddybende om mine tanker om klubbens fremtidige udvikling, men her og nu vil jeg helt kort nævne de tre “pejlemærker”, som jeg kom ind på i går aftes:
1. Vi har skabt Danmarks bedste skakklub med gode klubaftener, populære turneringer og unikke sociale aktiviteter (bl.a. Möllegårdstur). Det skal vi holde fast i og gerne videreudvikle. Og så skal vi have endnu flere til at melde sig ind i klubben, komme til klubaftenerne og spille med i turneringerne.
2. Juniorarbejdet skal prioriteres endnu højere end i dag. Med to gode juniortrænere er der styr på det grundlæggende. Næste opgave bliver at tiltrække flere børn og unge til klubben – og frem for alt fastholde dem i skakken i mange år.
3. Vi skal se på rammerne for de stærkeste spillere i klubben (1900+). Hvordan skaber vi et “set-up”, der får vores nuværende mesterspillere til at være mere aktive (ud over holdkampe og -træning) i klubben, og som på sigt kan tiltrække andre stærke spillere?
Der er nok at tage fat på, men grundlæggende har vi en velfungerende klub, så jeg er meget optimistisk og glæder mig til samarbejdet med bestyrelsen og klubbens medlemmer i det hele taget.
Den nye og den afgående formand fik i øvrigt lejlighed til at mødes i 1. runde af aftenens lynturnering.